---Hos sunde planter er bladenes midtnerve forlænget til en kraftig slyngtråd, der i spidsen bærer et kande- eller krukkeformet organ. Kanderne varierer fra art til art og langs skuddet hos den enkelte art, idet hver art producerer mindst to typer kander, nedre og øvre kander, af forskellig form og størrelse. De største kander findes hos N. rajah, hvor længden kan blive 38 cm, bredden 20 cm, og de rummer op til 1 liter meget sur, enzymholdig fordøjelsesvæske. Kanden er udstyret med et låg. Det fremkommer som en tværfold på midtnerven lige under bladspidsen, der ses som en lille torn placeret mellem låg og kande. Låget er lukket hermetisk til kanderanden under kandens udvikling, mens fordøjelsesvæsken samtidig udskilles fra fordøjelseskirtler i kandevæggen. pH er målt til 2,5 i den lukkede kande, men stiger siden lidt under indflydelse af udefra kommende byttedyr og regnvand. Der er konstateret enzymerne protease, ribonuklease, lipase, esterase og sur fosfatase samt hos N. ampullaria amylase i den lukkede kande, og kandevæsken har lav overfladespænding. Hos den udvoksede kande står låget åbent i en fast position mere eller mindre ind over kandemundingen. Hos nogle arter giver det en paraplyeffekt, der kan modvirke, at kandevæsken fortyndes for meget af regnvand. Kanden fungerer som en passiv faldgrubefælde, idet der ikke indgår nogen form for bevægelse i forbindelse med fangst af byttet.

---Insekter og andre smådyr tiltrækkes af nektar fra kirtler på kanderanden (peristomiet, kraven), men falder de ned i kanden, drukner de og opløses af proteinspaltende enzymer, hvorefter næringsstofferne optages gennem fordøjelseskirtlerne nederst i kanden. Hos arter med store kander fanges lejlighedsvis fugleunger, frøer og små gnavere. En enkelt art, N. ampullaria er mere herbivor (vegetar) end carnivor. Dens kander står på jorden, og låget er slået helt bagover, så kanderne kan opsamle nedfaldent organisk materiale som visne blade og blomster. Det er den eneste art, hvor der er påvist det stivelsesspaltende enzym amylase i kandevæsken.

---Indersiden af kanderne er konstrueret, så byttet har svært ved at få fodfæste og dermed undslippe. Øverst er overfladen, dvs. epidermiscellerne, dækket af løse voksskæl, der falder af ved berøring. I denne zone findes der også inaktive stærkt modificerede spalteåbninger, hvor læbecellerne er skråt indsænkede i overfladen, så insektfødder ikke umiddelbart kan bruge dem til fodfæste. Neden for er epidermiscellerne dækket af et spejlglat vokslag, og alle kirtler er ligeledes indsænkede i overfladen og dækket af et overhængende 'tagskæg', så det også her er vanskeligt at få fodfæste.

---Nogle dyr, specielt edderkopper og myggelarver, har deres naturlige levested i kanderne, hvor de drager fordel af bytte, som ellers skulle komme Nepenthes til gode. Nogle edderkopper sidder på lur i kandemundingen, andre arter spinder deres fangstnet tværs over kanden lidt over væskeniveauet. Større dyr besøger kanderne som en slags gravrøvere. Det gælder f.eks. den lille primat, Tarsius spectrum, fra Borneo. Her har N. bicalcarata som forsvar udviklet et par drabeligt udseende 'hugtænder' under låget, så kandemundingen ligner et åbent slangegab. Det menes at afskrække Tarsius, der frygter slanger. Desuden har en række mikroskopiske organismer som blågrønalger, protozoer m.fl. deres faste levested i kanderne. De vides ikke, hvad der gør disse organismer immune og resistente overfor fordøjelsesvæsken.