Sarracenia - bundzonens fordøjelseskirtel


Denne side illustrerer vigtige bygningstræk ved Sarracenia faldgrubefældens to nederste zoner. Forskellene er summeret op i diagrammet til venstre samt illustreret ved fotos herunder. Det skal bemærkes, at tilstedeværelsen af grønkorn (kloroplaster) i fordøjelseskirtlens epidermisceller ikke er påvist hos alle arter.



Herover: Fladesnit af kandens inderside hos Sarracenia purpurea på overgangen mellem zone 3 (glidezonen) og zone 4 (bundzonens fordøjelseskirtel). Epidermis-cellerne i zone 3 har form som brikker i et puslespil, men skifter til en mere rektangulær form i zone 4. Kanden har før præparationen været fyldt med farvestoffet neutralrødt (vitalfarve) i 7 timer, og den skarpe grænse mellem zone 3 og 4 illustreres foruden ved skiftet i celleformen ved, at cellerne i fordøjelseszonen (zone 4) optager farvestoffet, mens det ikke sker i zone 3. Forskellen bunder i, at epidermiscellernes ydervæg i glidezonen (zone 3) er udstyret med en tyk uigennemtrængelig voksimprægneret kutikula, mens dette væglag er meget tyndt og ufuldstændigt i zone 4 som vist på fotoet fra elektronmikroskopet herunder.
Skematisk længdesnit af zone 3 og 4 (t.v.) og fladesnit af de samme zoner (t.h.).
*, intercellulærrum. p, pore i cellevæggen. Epidermiscellernes form i zone 3 gentages i hypodermis i zone 4. Puslespilsbrik-formen forøger styrken i bladpladen. Sort streg i hypodermiscellernes væg repræsenterer et korklag (suberinlamel).


Tværsnit af kandevæggen i zone 4 hos Sarracenia purpurea viser, at hele bundzonens epidermis kan opfattes som én stor absorberende kirtel. Cellerne er plasmarige med store cellekerner (ses i 4 celler), som det er karakteristisk for kirtelvæv. Det næste cellelag (hypodermis) fungerer som (endodermoidt) græn-selag med kontrolfunktion over hvilke stoffer, der kan transporteres på tværs af cellelaget i det levende plasma ind til ledningsvævet. Kirtlen er derfor konstrueret over samme grundplan som andre kirtler inklusive nektarier og fordøjelseskirt-
lerne hos de øvrige kødædende planter (se f.eks. Nepenthes). Sarracenia fordøjelseskirtlen adskiller sig dog ved kun at være absorberende og hos flere
arter ved at indeholde kloroplaster (se fotos herunder), der hos S. purpurea kan udføre fotosyntese til gavn for kandens symbionter.

 Tværsnit af epidermiscellernes ydervæg i fordøjelseszonen (zone 4) set i elektronmikroskop. Pilene markerer steder, hvor den yderst tynde kutikula er gennembrudt, så cellevæggens celluloseskelet er frit eksponeret mod kandevæsken. Næringsstoffer fra kandevæsken kan derfor trænge ind i cellevæggen og optages i cellernes cytoplasma ved aktiv (energikrævende) transport over cellemembranen. En bakterie har sat sig fast på epidermiscellens overflade.



Tværsnit af Sarracenia psittacina kandes fordøjelseskirtel (zone4) set i elek-tronmikroskop. T.h. epidermis-kirtelcelle med cellekerne (N) og 2 kloroplaster (grønkorn Ch). Derefter følger hypodermis med et kontrastløst korklag i cellevæggen (S). I øverste venstre hjørne følger en mesofylcelle (celle i bladkødet). B, bakterie i kandevæsken. P, plasmodesmer forbinder alle celler, men ses kun i to af cellevæggene. Cellernes centrale vakuoler er for en stor del fyldt op af garvestoffer (fremtræder sort).




Kloroplaster (Ch) fra Sarracenia psittacina fordøjelseskirtel med det indre klorofylrige lamelsystem stablet i grana, som det normalt er tilfældet i kloroplaster (grønkorn). Det største grønkorn er ca. 3 µm langt (0,003 mm).



---------------------Tekst og fotos: Henning S. Heide-Jørgensen, januar 2010.

-Retur til Sarracenia eller til Forside.