Utricularia - vegetative dele

Utricularia australis hibernakler
Utricularia australis (= U. neglecta), slank blærerod med vinterknopper.

Utricularia alpina blade
Utricularia alpina (= U. montana), epifyt med ovale-lancetformede blade.

Utricularia alpina knolde
Utricularia alpina, udløbere med knolde og fangstblærer (rød cirkel). Knolden er 1½ cm lang.

Utricularia sandersonii stolon
Utricularia sandersonii, epifyt med små spatelformede blade og blærer på udløber.

Utricularia australis vegetativt skud
Utricularia australis, skud med blærer og stækrt opdelte undervandsblade.


Utricularia
er som nævnt rodløse planter uanset, hvor de gror. Alle arter har grønne blade med fotosyntese, men formen varierer meget og er til dels afhængig af vækstmediet sådan at forstå, at alle vandplanter har stærkt opdelte blade oftest med linieformede afsnit, som vist herover, mens terrestriske arter har helrandede blade. På nordlige bereddegrader danner vandplanterne mod vækstsæsongens slutning en kompakt bladsamling omkring skudspidsen kaldet vinterknopper, hibernakler eller turions. Disse knopper løsnes fra resten af skudet, der visner bort, og enten synker knopperne til bunds eller også fryser de fast i isen, men de overlever vinteren og danner nye skud til foråret, så planten således kan betegnes som flerårig. Hos nogle arter fra troper og subtroper er vinterknopperne i stand til at modstå udtørring gennem flere måneder uden at miste mere end 6% af deres tørvægt. - Blærerne hører selvsagt med til de vegetative dele, men de omtales for sig.


---------Utricularia reniformis blade
--------- Utricularia reniformis, sumpplante med langstilkede nyreformede blade.



Arter, der vokser som sumplanter eller epifyter, har flade helrandede blade til fotosyntese. Der er vist tre eksempler med stor variation i form og størrelse. Nogle arter danner udløbere (stoloner), der formentlig skal tolkes som modificerede blade. De kan bære fangstblærer som vist hos U. alpina og U. sandersonii. De er desuden forsynet med slimkirtler og kan fungere som fasthæftningsorgan hos arter fra Brasilien og Vest-Afrika, og dele af udløberne kan fortykkes og danne knolde som hos U. alpina. Disse knolde indeholder ikke stivelse og er ikke oplagsorganer for næring, men derimod vandlagre. Hele knolden udnyttes som vandreservoir, idet der ingen intercellulærrum er mellem cellerne. Arter med knolde vokser som regel som epifyter i mospuder, hvor faren for udtørring over flere dage kan være relativt stor. I en sådan situation ses knoldene at skrumpe. Endelig bruger den sydamerikanske U. nelumbifolia, der lever i bromeliaceers vandtanke, udløberne til vegetativ formering, idet udløberne kan 'vandre' fra tank til tank. Darwin observerede seks Tillandsia tanke forbundet med udløbere fra én U. nelumbifolia.

Udløberne daner hos nogle arter, bl.a. U. inflata og U. radiata, en krans ved basis af blomster-skaftet. De fungerer som flydepontoner, idet de er opsvulmede og hule. Selv om de fleste arter er små planter, så er der nogle som den brasilianske U. longifolia, hvor de lancetformede blade kan blive mere end en meter lange, og et skud på de danske fritsvømmende arter kan også blive meter lange.

 



---- ----------------------------------------------------- H. S. Heide-Jørgensen, maj 2014.

--------------- - --- - - - - --------------------- Retur til Utricularia eller Oversigt over carnivore slægter eller til Forside.
-